Generalforsamling 11/5 2014

image_pdfimage_print

Der afholdtes generalforsamling søndag d. 11/5 kl 14:00 i fælleshuset.

Haver repræsenteret ved gerneralforsamlingen var: A7, A9, B1, B2, B3, B4, B8, B16, B18, A14a, C3, C7, C10, C12, D8, D10.

 

Formanden bød velkommen og foreslog sig selv som dirigent, da dennes mandat ikke var på valg. Dette blev vedtaget.

De forskellige haveejere præsenterede sig ved navn og havenummer.

1. Formandens beretning.

Det er lidt svært for mig, at berette om året, der er gået. Det første bestyrelsesmøde, jeg var indkaldt til, var den 25. februar.  Her skrev vi under på, at Jens skulle være kasserer, så han kunne få adgang til banken.

Herefter brugte formanden og kassereren en del tid på at få styr på udlejningen, da de begge havde stået for den.

Det næste bestyrelsesmøde var den 23. marts. Her var formanden ikke til stede. Jeg skal lige anføre, at alle var indkaldt pr. mail, og at det er Jens, der sender mails ud, da han har bedst styr på det.

På dette møde udtrykte bestyrelsen mistillid til formanden p.g.a. rod og uregelmæssigheder i udlejningen, og besluttede at konstituere sig på ny med en anden formand.  Det var undertegnede, der blev formand. Det havde jeg ikke set komme, da jeg gik hjemmefra den dag.

Vi besluttede også, at kassereren alene skulle stå for udlejningen.

Der er en have endnu, hvor vi mangler adresse og telefonnummer på lejeren.

De sidste 14 dage har kassereren og jeg brug rigtig meget tid på, at få styr på restancerne. Det er ikke lykkedes helt endnu. De sidste har fået et brev om, at de skulle betale inden 8 dage ellers kunne de betragte lejemålet som opsagt.

Det er jo klart for enhver, at vi har stået og står med nogle udfordringer. Den ene er nævnt, nemlig restancer.

Økonomien har også skrantet. Mange ledige haver har givet færre indtægter end forventet. Derfor er der ikke blevet fjernet haveaffald hele sidste sommer. Økonomien ser meget bedre ud nu. Der er p.t. kun en ledig have, og der er lige kommet kontingent ind.

Desuden arbejder Jens med en sag om for meget indbetalt haveleje til kommunen. Det er omkring 2000 kr. som vi forventer at få igen, da de ikke uden varsel kan sætte lejen op.

Den næste af vore store udfordringer er vores affald. Når affaldet bredte sig hen ad gangen, skyldes det, at der for 2 år siden var nogle af vore medlemmer, der helt frivilligt ryddede en del på D-gangen. Her var alt ved at gro til, og haverne kunne ikke lejes ud. Det gav mere haveaffald end, der kunne være i containeren, og mere er kommet til siden.

Nu er det meste af haveaffaldet fjernet, men der er en arbejdsopgave i at få istandsat havegangen igen, og for fremtiden skal haveaffaldet kun være i containeren.

Det vil også være fint, hvis vi alle er opmærksomme på, om andre end medlemmer af haveforeningen kommer med haveaffald, og i så fald fortæller dem, at ordningen kun er for haveforeningens medlemmer.

Det største problem med affaldsordningen er, at der kommer andet end haveaffald. Døre, tagplader, plastik og på det seneste også husholdningsaffald. Hvem skal fjerne det?

Får vi ikke løst det problem må affaldsordningen stoppe, og man må selv bringe sit affald ud på genbrugsstationen.

Den sidst udfordring, jeg ser, er pasning af fællesarealerne. Nogen har helt på eget initiativ taget et nap indimellem, men det er for få, og opgaven er for stor. Hvis alle tager bare lidt mere end deres eget, vil her komme til at se meget anderledes ud.

Vi bliver nødt til at hjælpe hinanden, hvis vi vil have styr på vores affald og vores fællesarealer, en bestyrelse magter det ikke alene.

I håb om, at vi i fællesskab vil passe på vores haveforening, slutter jeg min beretning.

Formandens beretning blev modtaget og godtkendt af generalforsamlingen.

2. Regnskab

pdfRegnskab haveforeningen 2013

Regnskabet for 2013 blev fremlagt af kassereren og godkendt af generalforsamlingen.

3. Budget

pdfBudget 2014 haveforening

Budget for 2014 blev fremlagt af kassereren og godkendt af generalforsamlingen.

4. Vedtægtsændringer

Ændringerne til vedtægterne som angivet i indkaldelsen til generalforsamlingen, blev alle vedtaget.

De nye vedtægter kan ses på “dokumenter

5. Indkomne forslag.

Der var ingen indkomne forslag.

6. Valg.

Ditte Sigersted (B12) modtog genvalg til bestyrelsen in absentia.

Erik Bjerre (B18) blev valgt ind i bestyrelsen.

Sanne Henrichsen (D10) blev valgt ind som bestyrelsessuppleant.

Bengt Rasten (A14a) blev valgt ind som revisor.

Per Lundkvist (B13) blev valgt ind som revisorsuppleant in absentia.

Finn Larsen (D14) modtog ikke genvalg og udgik dermed af bestyrelsen.

7. Eventuelt

Der var et bredt ønske om en arbejdsweekend og dette vil blive behandlet på førstkommende bestyrelsesmøde (12/5).

Der blev stillet spørgsmål til om der var maskiner til fælles brug som kunne benyttes af havelejerne. Det kan konstateres at maskinerne er i ringe stand pga misligeholdelse eller tyveri.

Der var klager over en havelejers vanding med slange. Det præciseredes at det ikke kun er bestyrelsens opgave at håndhæve ordensreglementet, men alles ansvar.

Generalforsamlingen blev afholdt i god ro og orden.