Der afholdtes generalforsamling søndag d. 29/5 kl 14:00 i fælleshuset.
1. Formanden bød velkommen og foreslog herefter B13 Per Lundkvist som dirigent. Der var ingen modkandidater til posten som dirigent og dette blev vedtaget. Dirigenten kunne herefter konstatere at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.
2. Formandens beretning
Beretning fra formanden om bestyrelsens arbejde
Vi har i det forløbne år afholdt 3 bestyrelsesmøder og haft 2 fælles arbejdsdage.
Arbejdsdagene havde ikke helt den tilslutning, vi oplevede det foregående år. Vi manglede især mænd og maskiner, så nogle af de større projekter måtte vi udsætte, men vi fik da slået græs og klippet hække på fællesarealerne.
Vi har flere gange haft planer om at rydde D2. Vi fik ryddet grunden for affald, som blev kørt bort, og så kom vi ikke videre. Projektet virker noget uoverskueligt. Vi har forsøgt at indhente tilbud , og herigennem betale os fra det, men vi har ikke indtil nu fundet nogen, der vil påtage sig opgaven. Hvis grunden bliver ryddet, mener vi, det vil være lettere at leje den ud.
P.t. har vi kun 2 ledige haver. Det er jo dejligt, da ledige haver gror til og kan genere naboerne og i øvrigt heller ikke ser særlig kønt ud.
Vedligeholdelse af fællesarealerne kræver en indsats mere end 2 gange på en sommer. Heldigvis er der nogle frivillige, som i løbet af sæsonen går ind og slår græs og skuffer gange, men der er nogle områder, der ikke bliver holdt, så vi kunne godt bruge nogle flere som frivilligt påtager sig at vedligeholde et område.
Man behøver ikke spørge nogen. Man kan bare gå ind og slå græs, klippe hæk, eller hvad der nu trænger til.
Oprindeligt var det meningen, at alle skulle holde fællesgangen ud for deres have og holde ukrudtet væk. Det skal man for så vidt stadig, men nogle steder er det ikke længere muligt at skuffe ukrudtet væk. Når man ikke kan det, må man i stedet slå det med en plæneklipper. Så får vi nogle steder græsrabatter i stedet for grusgange, men det kan også være pænt.
I september måned havde vi besøg fra kommunen. Jeg viste dem rundt i vores haveforening. De var mest interesserede i adgangsvejene. Det handler om, at redningskøretøjer skal kunne finde vej.
Der skal være et nummer ude ved vejen. Vores adresse er Safirvej nr 2. Der skal være oversigtskort i udhængsskabet, der skal være bogstav på gangene og numre på havelågerne.
Vi mangler nummer ude ved vejen og et bogstav ved A-gangen, og der er mange der mangler nummer på deres have. Så jeg må endnu engang opfordre til, at man får nummer på havelågen.
I den forbindelse må jeg også minde om, at man ikke må parkere på gangene. Det vil også hindre redningskøretøjer i at kunne komme frem.
På sidst bestyrelsesmøde trak Ditte sig fra bestyrelsen, da hun er i færd med at afhænde sin have. Mette, som er suppleant trådte ind i stedet for, så det er Mette, som er på valg og ikke Ditte.
Til slut vil jeg takke bestyrelsen for godt samarbejde, og en stor tak til dem, som i løbet af sommeren gør en indsats på vores fællesarealer.
Stege d. 27. maj 2016 Lis Dreyer
3. Regnskab
Regnskabet for 2015 blev fremlagt af kassereren og godkendt af generalforsamlingen.
Regnskab haveforeningen 2015-revideret
Generalforsamlingen undrede sig over den store post på Vordingborg Forsyning og det kom frem at visse haver benytter vand i helt uhørt grad. Dette vil der blive fulgt op på fra bestyrelsen af.
4. Budget
Budget for 2016 blev fremlagt af kassereren og godkendt af generalforsamlingen.
Kontingent og indmeldelsesgebyr forbliver uændret på henholdsvis 900/500 for haver og 150 i gebyr.
5. Indkomne forslag
Der var ingen indkomne forslag.
6. Valg til bestyrelsen
C10 Mette Mathiasen og B18 Erik Bjerre modtog begge genvalg til bestyrelsen.
C12 Karin Rasmussen modtog genvalg som suppleant til bestyrelsen.
A14 Bengt Rastén modtog genvalg som revisor.
7. Eventuelt
Næste fælles arbejdsdag er søndag d. 5/6 kl 10-15. Der har tidligere været opslag i udhængsskabet og fælleshuset at det skulle være 5/5, men dette har været en fejl.
Alle opfordres til at møde op og medbringe hvad de måtte have af motoriserede redskaber og trailere. Arbejdsdagen vil være koncentreret omkring randbeplantningen der skal klippes og bortkøres.
Dirigenten kunne herefter konstatere at der ikke var mere til punktet eventuelt og meldte generalforsamlingen for værende afsluttet i god ro og orden.